Politiet mistænker samme gerningsmænd til røverier


Sydøstjyllands Politi arbejder ud fra teorien om, at den mand, der den 16. februar i år røvede Din Købmand i Stenderup/Krogager, også var ham, der stod bag røveriet mod selvsamme købmand de 12. september sidste år.

– Udbyttet var ved begge røverier cigaretter, og i begge tilfælde benyttede gerningsmanden en pistol, som kan være en attrap. Han benyttede samme fremgangsmåde og var ved begge røverier iført stort set samme beklædning, lyder politiets forklaring på teorien.

Den 12. september 2016 ankom gerningsmanden sammen med en medgerningsmand til butikken i en sort VW Golf 3, med soltag og alufælge. Den 16. februar 2017 ankom gerningsmanden ligeledes med en medgerningsmand, men denne gang i en blå/sort Seat Cordoba, modelperiode fra omkring 2000-2005. Det var medgerningsmanden, der var fører af bilen.

Gerningsmanden den 16. februar beskrives som 20-30 år, 180-190 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en sort Fred Perry cardigan med lynlås og hvide striber på ærmerne, samt logo på venstre side af brystet. Han var herudover iført grå cargobukser, sorte Nike-sko med hvidt logo og hvid sål samt grå tynde arbejdshandsker. Under cardiganen bar han formentlig en FC Barcelona spillertrøje. Gerningsmanden var maskeret med sort klæde for munden, sort hue og solbriller med blå spejlrefleks glas. Med sig havde han en grå sportstaske og var bevæbnet med en sort pistol.

Ved røveriet den 12. september 2016 bar gerningsmanden stort set samme beklædning, fortæller politiet, der meget gerne modtager henvendelser i sagen på tlf 114.

Sådan så røveren ud den 16. februar i år. Foto: Sydøstjyllands Politi
Det her røveren der slog til mod Min Købmand i Stenderup/Krogager den 12. september 2016. Foto: Sydøstjyllands Politi