Børn samles gennem kunst

Gennem de seneste seks uger har 16 unge mellem 8 og 12 år i Vorbasse arbejdet på et kunstprojekt med titlen “Belong”, der har til formål at samle danske børn, internationale børn og flygtningebørn, så de gennem kunst kan komme med deres opfattelse af at høre til og være hjemme.

Gennem syv workshops har børnene arbejdet med kunstneren Lucy Read – dels for at lære hinanden at kende og dels for at lære at designe og skabe en udstilling baseret på deres egne ideer.

– Projektet begyndte i Vorbasse i februar og fortsætter i maj med børn i Billund og Jelling for så at havne i Kolding til september, siger Rachel Faulkner der er en af hovedkræfterne bag Belong.

På lørdag den 25. marts er der så fernisering på Vorbasse-børnenes udstilling. Det foregår i Vorbasse Fritidscenter, hvor der også vil være mad og drikke.

Projektet er støttet af Region Syddanmark og Trekantområdet gennem deres KulturKatalysator konkurrence.