Henved 100 borgere dukkede i går op på Torvet i Grindsted for enten at høre mere om, eller protestere mod, regeringens omprioriteringsbidrag. Et bidrag der betyder, at kommunerne hver især skal spare 1 pct på deres budget, sende pengene til staten, som så – måske – sender dem tilbage til kommunerne med påbud om at bruge dem på noget bestemt. Endnu ved ingen hvad omprioriteringsbidraget skal bruges til – blot at staten gerne vil have pengene. I Billund betyder det, at kommunen skal sende 11 mio til staten hvert år i 3 år – altså samlet 33 mio.
Men ved gårsdagens protestaktion var alle talere enige om, at omprioriteringsbidraget sætter det kommunale selvstyre fuldstændigt ud af spil:
– Kommunerne har i de forgangne år under finanskrisen vist, at de tager et medansvar for at løse vanskelige samfundsøkonomiske udfordringer. Nu vil regeringen til på forhånd at beslaglægge en betydelig del af de kommunale budgetter for så måske – eller måske ikke – at sende nogle af pengene tilbage til kommunerne med mere eller mindre klar besked om, hvad pengene skal bruges til. Jeg frygter, at det bliver til flere skattelettelser. Jeg er helt klar over at Folketinget har ret til at prioritere og opstille mål for velfærden, men ikke ved detailstyring – det nedbryder det kommunale selvstyre, lød det i socialdemokraten Ann Charlotte Vilstrups tale.
Hun fik opbakning fra det konservative byrådsmedlem i Billund, Kim Gosvig Hansen, der kaldte omprioriteringsbidraget en detailstyring af værste skuffe:
– Som byrådsmedlem har jeg længe været kritisk over for den form for styring. Jeg anerkender dog regeringens og Folketingets ret til at prioritere og opstille mål for velfærden. Men prioriteringerne skal ikke ske igennem uhensigtsmæssig detailstyring, der giver mindre velfærd for pengene, selvom den politiske begrundelse er den modsatte. Omprioriteringsbidraget er derfor heller ikke et resultat af forhandlingerne. Det er et diktat som kommunen er påduttet, lød det fra Kim Gosvig Hansen (K).