Social- og ældreminister Astrid Krag har udpeget journalist og forfatter Puk Elgård som ny formand for Børnerådet.
Dermed får rådet, der har hovedsæde i Billund, en formand med mange års erfaring med kommunikation og med en personlig baggrund som socialt udsat barn.
Som formand skal Puk Elgård stå i spidsen for rådets arbejde med at være fortaler for børns rettigheder ifølge FN’s Børnekonvention.
– Jeg er overbevist om, at Puk med sin drivkraft og baggrund vil være et stærkt talerør for alle børn i Danmark. Også dem, der vokser op under sværere kår, og jeg glæder mig meget til samarbejdet, siger social– og ældreminister, Astrid Krag i en pressemeddelelse.
Den nyudpegede formand, Puk Elgård, ser frem til arbejdet:
– Jeg er meget glad og rørt over, at ministeren har vist mig den anerkendelse og tillid at udpege mig som formand. Jeg føler dybt for de udsatte børn. Jeg ved, hvad det vil sige at vokse op i stor usikkerhed. Mit eget barndomshjem var i perioder præget af kaos, sorg, alt for meget alkohol og meget få penge. Jeg ved, hvordan det er at gå rundt med ondt i maven, at blive alt for tidligt voksen og tage ansvar, mens man egentlig bare burde være barn. Jeg glæder mig til at kæmpe for børnenes sag, siger Puk Elgård.
Hun tiltræder som formand for Børnerådet onsdag den 1. juni.