Når skoleklokkerne ringer ind efter ferien, betyder det også flere små trafikanter på vejene omkring skolerne i Billund Kommune. Derfor sætter Rådet for Sikker Trafik sammen med 94 kommuner, herunder Billund, nu ekstra fokus på børns trafiksikkerhed med kampagnen “Børn på vej”.
Kampagnen falder sammen med politiets kontrol af skoleveje og opfordrer forældre til at tænke sig om – både bag rattet og i hverdagen. Målet er at få flere børn til at gå eller cykle til skole i stedet for at blive kørt.
– Man lærer ikke at færdes i trafikken fra bagsædet. Det kræver praktisk erfaring. Derfor er det vigtigt, at børn får lov at øve sig i at gå eller cykle til skole, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at 65 % af danske skolebørn har under to kilometer til skole. Alligevel bliver over en tredjedel stadig kørt – særligt om vinteren.
Det skaber ofte trafikkaos foran skolerne, og det kan virke utrygt for børn, der faktisk gerne vil gå eller cykle. Derfor anbefaler både Rådet for Sikker Trafik og mange skoler, at man parkerer lidt væk og går det sidste stykke sammen med sit barn.
– Det er en god investering i både motion, trafiktræning og selvstændighed, siger Jakob Bøving Arendt.
På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan forældre finde konkrete øvelser og tips til, hvordan man lærer børn at færdes sikkert – uanset om de går, cykler eller tager bussen.




