Den 24-årige golfspiller Rasmus Højgaard, der stammer fra Billund, sikrede sig i dag en billet til det prestigefyldte opgør mellem Europa og USA, Ryder Cup.
Højgaard afsluttede sin sidste runde i British Masters på DP World Tour med en delt 13.-plads – mere end nok til at indfri kravet om mindst en delt 29.-plads. Dermed er det nu en kendsgerning, at han bliver den femte dansker nogensinde til at repræsentere Danmark i Ryder Cup.
Søndagens runde bød på lidt af hvert: en lynstart med tre birdies på de første fire huller, efterfulgt af fire bogeys på de næste otte. Alligevel holdt Billund-golfspilleren nerverne i ro og sluttede i otte slag under par – uden at hans plads i Ryder Cup reelt kom i fare.
Rasmus Højgaard træder dermed ind i et eksklusivt selskab. Tidligere har Thomas Bjørn, Søren Hansen, Thorbjørn Olesen og tvillingebroren Nicolai prøvet kræfter med turneringen. Nicolai Højgaard var senest med i 2023, hvor Europa vandt en klar sejr over USA.
Ryder Cup spilles i år på Bethpage State Park Golf Course i New York den sidste weekend i september.




