Refborg scorer høje karakterer

Både hos bookingbureauet, booking.com og hos Legoland Holidays, høster Refborg i Billund høje karakterer og positive anmeldelser.

Refborg blev en realitet tidligere på året da kromand Ole Ernst solgte Billund Kro til makkerparret Tommy Refshøj og Torben Klovborg Christiansen. Og den korte tid til trods, så er Refborg både som overnatningssted og restaurant gået lige ind hos turisterne – og hos lokalbefolkningen.

Blot to måneder efter genåbningen er Refborg ratet “Meget godt” på booking.com, hvor karakteren 8,3 pryder anmeldelsen – den pt. højeste karakter for kroer/hoteller i Billund. Hos Legoland Holidays, hvor brugerne rater Billunds tilbud, scorer Refborg 4,0 ud af 5.

– Vi er selvfølgelig vildt glade for de flotte karakterer og vi takker også for alle de fine anmeldelser. Vi glæder os til de næste anmeldelser og tager alt kritik – både positivt og negativt – til os, og bruger det i udviklingen af vores hotel, siger Torben Klovborg Christiansen til BillundOnline.

Turisterne valfartede til den nyrenoverede kro i hele juli måned, hvor der var alt udsolgt på værelsessiden. Samtidig blev flere gæster på matriklen til måltiderne, som blev indtaget i Refborgs restaurant – der også roses til skyerne i anmeldelserne.

– Vi kan se på booking.com, at rigtig mange kommenterer positivt på os, og fremhæver vores restaurant for “excellent food”. Det tyder på at vi har ramt rigtigt med konceptet om at man selv kan sammensætte sin menu til en fast pris, siger Torben Klovborg Christiansen.