Registerundersøgelse færdig til januar

Arkivfoto


Om tre måneder kan borgerne i Grindsted formentlig få svar på om der kan spores et anderledes sygdomsbillede i deres by end i andre byer.

Den registerbaserede sundhedsundersøgelse i Grindsted skrider nemlig planmæssigt frem, og om alt går vel kan resultatet af undersøgelsen præsenteres først i det nye år.

Det er Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, som udfører undersøgelsen for Region Syddanmark.

– Vi ved, at mange borgere glæder sig til at få svar på deres bekymringer, og at undersøgelsen har været længe undervejs. Jeg kan love, at vi arbejder på højtryk for at kunne levere resultaterne til tiden, siger koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, der er formand for styregruppen for Grindsted-undersøgelsen.

Alle borgere med nuværende eller tidligere bopæl i Grindsted indgår i undersøgelsen. Den kan alene fortælle om der er et anderledes sygdomsbillede i Grindsted i forhold til byer af sammenlignelig befolkningsstørrelse og socioøkonomisk sammensætning. Den kan altså ikke fortælle om en eventuel anderledes forekomst af en specifik sygdom hænger sammen med forureningerne fra Grindstedværket eller ej.

– Det vil kræve en langt større og mere tilbundsgående undersøgelse at bevise en eventuel sammenhæng til forureningerne, forklarer Kurt Espersen og tilføjer, at regionen allerede er ved at forberede mulige opfølgningsundersøgelser.

Disse vil dog kun blive iværksat, såfremt registerundersøgelsen giver anledning til det – og kun hvis regionsrådet beslutter det. Regionsrådet har reserveret en pulje på tre millioner kroner til opfølgende undersøgelser.