Regnen drillede premieren – lørdag vendte billedet

Den første Legens Festival i Billund fik noget af en våd start fredag. Men børnefamilierne var sværere at skræmme væk end regnen – og lørdag ser billedet helt anderledes ud.

Kort efter åbningstalen fredag åbnede himlen sig over festivalpladsen i Billund. Det kunne mærkes på premieren på Legens Festival, erkender direktør for Center for Børnenes Hovedstad Kim Thomsen.

– Vi havde en lidt hård start med regnvejr. Lige efter åbningstalen begyndte det at øse ned, siger han.

Men helt mennesketomt blev der langt fra.

Programleder for Legens Festival Trine Aagaard peger på, at fredagens første målgruppe måske var den helt rigtige at have, når vejret viser sig fra den side.

– Det var jo børnefamilierne, vi gik efter ved åbningstid, og de har altså regntøj. De var ude at hoppe i vandpytter, og man kan sagtens lege og lave sæbebobler i regnvejr, siger hun.

Når regnen blev for meget, søgte mange ind i Billund Centret, hvor festivalen også havde aktiviteter. Efter lidt varme og en chance for at tørre, vendte flere ifølge Trine Aagaard tilbage til aktiviteterne udenfor.

Hen mod klokken 18-19 stykker klarede vejret op, og flere begyndte at søge mod festivalpladsen.

Kim Thomsen vurderer, at der på det travleste tidspunkt fredag var omkring 1.000-1.100 mennesker på pladsen. I løbet af dagen ændrede publikum sig samtidig fra især børnefamilier til flere unge og voksne hen mod aftenen.

Ella Augusta rundede fredagens sceneprogram af, og Trine Aagaard vurderede lørdag formiddag, at omkring 500 overværede koncerten – dog uden at have den endelige optælling.

Blandt dem var unge, der var kommet helt fra Sdr. Omme trods regnen.

– De sagde: “Hvor er det godt, vi tog afsted alligevel”. Det var kæmpefedt at have så stor en koncert i Billund, fortæller Trine Aagaard.

Kim Thomsen lægger dog ikke skjul på, at han havde håbet på flere fredag aften.

– Jeg havde personligt håbet på lidt flere, siger han.

Lørdag formiddag var vejret et helt andet – og det samme var tilstrømningen.

– Det går over al forventning. Virkelig, virkelig god opbakning og rigtig mange glade mennesker hernede, siger Kim Thomsen.

De første tilbagemeldinger fra gæsterne er ifølge direktøren også overvejende positive. Samtidig er arrangørerne allerede begyndt at lære af premieren.

Festivalområdet viste sig fredag at være stort i forhold til antallet af mennesker. Derfor blev aktiviteter, der fredag lå ved Gammelbro, lørdag flyttet tættere på resten af festivalen for at skabe mere liv på et mindre område.

Og der er stadig mange timer tilbage af den første Legens Festival. Lørdagens program fortsætter dagen igennem, inden JOSVA går på scenen klokken 18.30 og Søn lukker festivalen med koncert klokken 20.30.

For Kim Thomsen er én ting også vigtig at have med i den foreløbige status: Det er første gang, festivalen bliver holdt.

– Folk skal lære det at kende. Hvad er det, man kan her, og hvad er det, man kan opleve? Der er også noget mund-til-mund i det, siger han.