Rigtige Mænds træner kommer til Vorbasse

Foto: Frederikke Lea Heiberg / jacobsondergaard dk


Han blev landskendt, da han sammen med fem mænd i alle aldre, størrelser og forme, indtog de danske tv-skærme med programmet “Rigtige Mænd”. Programserien, der havde til formål at omvende fem typiske danske mænd, til at interessere sig for sund mad og motion – og som hittede over det ganske danske land.

Træneren for de fem mænd er Jacob Søndergaard, og i begyndelsen af februar kan han opleves i Vorbasse Fritidscenter, hvor han på opfordring fra Vorbasse Fitness & Motion, Vorbasse KFUM Idræt og Mænds Mødesteder, holder foredrag om “Motivation & robusthed – sundhed i dit tempo”.

– Motivation til forandring. Er det et ikke bare et spørgsmål om at ville det nok? Alle ved, at man får langt mere energi, og mindre sygefravær, hvorfor så ikke bare begynde at spise flere grøntsager, og motionere? De fleste tror at de mangler viljestyrken, eller at det er svært at komme i gang. Det første svar er korrekt: De mangler viljestyrken. Det er de i hvert fald overbeviste om! Men er det i virkeligheden strategien der er forkert, så man netop driver rovdrift på sine viljestyrke? Det er blot noget af det Jacob Søndergaard kommer ind på i sit foredrag, der også kommer til at indeholde en række praktiske øvelser, så alle mærker på egen krop, hvor let det kan være, at gøre en mærkbar forskel for sig selv og sin krop.

Der bliver også plads til et par anekdoter om arbejdet med Rigtige Mænd.

Det er muligt at købe billetter til foredraget den 3. februar via dette link.