Røveri mod SuperBrugsen i Vorbasse – tre anholdt

Kl. 19.36 i aftes indløb der melding hos politiet om røveri mod SuperBrugsen i Vorbasse.

Politiet rykkede hurtigt ud og iværksatte en større indsats i området, og samtidig blev der samarbejdet med nabopolitikredsene i Syd- og Sønderjylland og Midt- og Vestjyllands Politi.

Og dét bar frugt for allerede klokken 20.30 – under en time efter anmeldelsen – blev tre personer anholdt ved Brande.

De tre anholdte, som alle bor i Danmark, var ifølge politiet i besiddelse af flere effekter, der knytter dem til røveriet i Vorbasse.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at man på nuværende tidspunkt ikke kan dele yderligere detaljer om sagen. Det er desuden endnu ikke afklaret, om der kan være en sammenhæng til andre røverier mod brugser i området.