Sydøstjylland Politi melder om en forholdsvis rolig weekend, men et par sigtelser er der dog faldet i trafikken.
Natten til søndag blev en 17-årig mand fra Egtved standset i en bil på Vesterbrogade i Grindsted. Han var i besiddelse af kørekort, men han havde ingen ledsager med i bilen, som man jo ellers skal som ung bilist. Det har han nu fået en sigtelse for.
To tilfælde af spritkørsel blev det også til i weekenden. Den første var natten til søndag på Simmelbrovej i Grindsted, hvor en 41-årig kvinde fra Sdr. Felding blev sigtet for at køre med lidt for meget indenfor vesten. Promillen var heller ikke helt i orden hos den 60-årige mand, som en patrulje standsede på Vejlevej i Billund søndag kl. 17.46, så det kan han nu se frem til en sigtelse for.
Og så måtte folkene fra security i Billund Lufthavn også have fat i politiet, da man søndag morgen spottede en kniv i bagagen hos en 28-årig mand fra Aarhus, der var på vej ud at flyve. Kniven blev konfiskeret og århusianeren kan nu se frem til en bøde.