Mange bump på vejen betyder nu, at afløseren for Musik i Gryden ikke bliver klar til afvikling i august i år.
Omkring juletid 2024 meldte bagmanden Ronni Lade Eriksen ud, at han var på vej til at stable en erhvervsdrivende fond på benene – en fond med et eneste formål: at drive festival i Grindsted. Og dét arbejde går sådan set også efter planen. Midt i marts var det indsamlede beløb til fonden tæt på at runde en million kroner, og stadig flere sponsorer kommer til.
Til gengæld kniber det med pladsen, hvor festivalen skal afvikles:
– Vi har haft flere forskellige pladser i spil, hvor det skulle ligge. For med det nye setup er det ikke muligt at afholde på Grindsted Stadion, som tidligere er blevet brugt. Mange virksomheder ønsker et VIP madtelt, hvor de kan samles og spise sammen under festivalen, og det er ikke muligt på stadion, siger Anders Raabjerg, der er en del af arrangørgruppen sammen med Ronni Lade Eriksen, Anders Elbæk, Peter Callesen og Anna Winter.
Mange gæster til Musik i Gryden har ellers været godt tilfreds med Grindsted Stadion, men logistikken driller, er de frivilliges erfaring:
– For os, der bygger festivalen op, er der en del udfordringer med logistikken på dagen, og vi har været meget hårde ved græsplænen med store maskiner, og GGIFs nye sprinklersystem giver også udfordringer, og så vil vi gerne lave det hyggeligere med loungeområde, så vi kan gennemføre et tema, lyder det fra Peter Callesen og Anders Elbæk.
Ifølge Ronni Lade Eriksen har man været langt i aftalen omkring en anden plads og omkring de tilladelser, der skulle til:
– Men så blev jorden handlet, og nu er vi så i dialog med en anden grundejer omkring en mulighed centralt i Grindsted, hvor vi gerne vil lave en lejeaftale de næste 10 år, så vi kan fremtidssikre pladsen og investere i den, både med infrastruktur som strøm og vand, så det ligger klar fra år til år. Det er vigtigt for os, det bliver lavet rigtigt første gang, siger Ronni Lade Eriksen, der satser på at komme på byens elforsyning med festivalen:
– Så kan vi lave det med ”grøn strøm” i stedet for at afvikle med brugen af 3 store dieselgeneratorer, siger Ronni Lade Eriksen.
Et andet bump på vejen har været booking af kunstnere til festivalen:
– Normalt booker man næsten alt musikken et år i forvejen. Det har ikke været muligt i år, grundet flere forskellige årsager. Vi skulle først være sikre på opbakningen fra byen til en ny festival og om vi kunne samle pengene ind til fonden. Midt i februar havde vi de første møder med musikbookerne, og vi fik lavet et rigtig fint og bredt program. Men nu er det altså ikke muligt at gennemføre, siger Ronni Lade Eriksen.
MEN han har også godt nyt:
– Vi er så heldige, at fire af navnene på hovedscenen har meldt sig klar til næste år, hvor vi afvikler Hedens Festival 1. august, siger Ronni Lade Eriksen, der tilsyneladende også kan se frem til et hav af frivillige:
– Hvor er det bare fedt med alle de frivillige, der har kontaktet os for at være med. Både gengangere fra Musik i Gryden, og nye som gerne vil være en del af det nye team og setup med Hedens festival. Det er vi rigtig glade for, for der skal bruges mange folk i ugen op til på dagen og dagene efter, lyder det fra Anna Winter, der har ansvaret for de frivillige i det nye setup.