Så kommer testbilen til Billund igen


Mandag og tirsdag i næste uge bliver testkapaciteten i Billund væsentlig forøget.

På de to dage vil der nemlig komme en testbil fra Region Syddanmark, så man hurtigt og nemt kan blive testet for COVID-19. Det kan ske uden tidsbestilling.

Antallet af smittede i Billund Kommune har i lang tid ligget stabilt, og torsdag var 21 borgere konstateret smittede i de seneste syv dage. Tallene viser imidlertid også, at en del af de nye tilfælde er koncentreret i Billund by. Smittetilfældene har berørt flere institutioner og skoler, og det har skabt et behov for større testkapacitet i byen.

Formålet med testbilen er, at man kan blive testet, hvis man f.eks. har været et sted, hvor der har været risiko for smitte, eller hvis man er blevet bedt om at fremvise en negativ test, inden man kan komme tilbage på arbejde eller børn kan komme tilbage i skole.

Testbilen vil være i Billund mandag den 16. november og tirsdag den 17. november, begge dage fra klokken 9.30 til 16.30. Her vil personalet sidde klar inde i Billund Centret.

Det betyder så også at trafikken i Billund Centret bliver ensrettet i de to dage. Det betyder at man skal gå ind i centret ved Biblioteket – altså fra Hans Jensens Vej – og forlade centret igen gennem udgangen vendt mod parkeringspladsen og Aastvej.

Husk, at du ved besøg hos testbilen:
– ikke må have symptomer på COVID-19. Har du symptomer på smitte, så skal du i stedet gå i isolation og tage direkte kontakte til din egen læge.
– skal bære mundbind.
– skal medbringe dit gule sundhedskort eller andet billede-ID (pas, kørekort eller legitimationskort).
– skal udvise tålmodighed, da ventetid kan forekomme – især omkring klokken 11.30-12.10, hvor testpersonalet holder velfortjent frokostpause.