Særlig blomsterbutik har set dagens lys i LEGOLAND

PR-foto: LEGOLAND Billund


LEGOLAND i Billund slog i dag officielt dørene op til en helt ny blomsterbutik, Florist.

Her kan parkens gæster opleve flotte udsmykninger af LEGO blomster både ude og inde. Flere steder i parken kan man allerede opleve Pick and Build konceptet, hvor man kan blande sine egne LEGO klodser, men Florist er det første af slagsen med blomster.

I butikken møder man ikke kun masser af blomsterudstillinger. Den indeholder også hele sortimentet af LEGO Botanical og LEGO Creator, som gæsterne kan købe og tage med hjem og bygge.

Butikken er desuden det første og eneste sted i verden, der byder på et Pick and Build blomstersortiment bestående af 25 unikke LEGO elementer. Her kan parkens gæster slippe fantasien løs og blande LEGO til at bygge deres helt egne unikke LEGO blomster.

– Vi har virkelig set frem til at kunne byde gæsterne indenfor i vores nye, flotte LEGO blomsterbutik, Florist. Den farverige butik emmer af sommer og skiller sig lidt ud fra vores andre butikker i LEGOLAND. Vi glæder os til at se gæsterne bygge masser af farverige blomster med verdens første Pick and Build i blomsterudgave, siger Niels Birkelund Hansen, Retail Director i LEGOLAND.

Blomsterbutikken åbner i det gamle Name On It i LEGOREDO Town, der i stedet er flyttet ned i Knights Kingdom.