Sæsonpremiere endte uden mål

Arkivfoto


Det blev en målløs affære, da serie 1-herrerne fra Grindsted GIF i går åbnede den nye sæson på udebane mod Tjæreborg.

Tjæreborg er ifølge træner Jimmy Søndergaard Nielsen en af outsiderne til at vinde puljen, idet de er blevet markant forstærket henover vinteren med tilgangen af blandt andre Kasper Køhlert, der har en fortid i 2. division.

– Vi var rigtig godt forberedt på Tjæreborg og vi vidste, vi ville komme til at spille på en umulig bane. Men at det også skulle blæse og regne med stormstyrke på tværs af banen, gjorde det nærmest umuligt at spille fodbold, fortæller Jimmy Søndergaard.

Det dårlige vejr gjorde spillet usammenhængende for begge hold, men Tjæreborg slap bedst fra mand-til-mand-situationerne. GGIFs bagkæde leverer derimod en solid indsats og dermed lykkedes det at holde Tjæreborg fra fadet. Således endte kampen 0-0.

Næste kamp for serie 1-herrerne er nu på fredag kl. 18 mod HTS hjemme på Grindsted Stadion.