Weekenden bød på endnu en omgang salg af brugte byggematerialer i Grindsted Midtpunkt, der er på vej til at blive revet ned – sammen med to hus på Floravej, der skal bane vejen for byggeriet af nye højhuse.
Alle pengene, der kommer ind fra salget går ubeskåret til Filskov Friskole og børnehave. Det var også frivillige derfra, der hjalp til lørdag med forskellige praktiske gøremål i forbindelse med salg af brugt byggematerialer, fliser, døre og vinduer mv. Køberne stak afsted med både køkkener, døre, radiatorer og meget andet fra de forskellige bygninger.
Jesper Junge fortæller til Netavisen Grindsted, at der samlet blev solgt for små 100.000 kr – og flere penge er på vej til den lokale friskole:
– Vi får stadig henvendelser fra folk, der ønsker at købe nogle ting. Vi er en gruppe, der bruger nogle flere aftener på at samle skrot og de ting sammen, som giver mening at sælge f.eks. på Facebook, siger Jesper Junge til Netavisen.



