Simon fra Grindsted modtager fornemt stipendium

Det næste år står i forskningens tegn for Simon Filip Pascu fra Grindsted, der er tandlægestuderende på Aarhus Universitet.

Han er netop blevet tildelt Tandlægeforeningens skolarstipendium på 186.000 kroner til at forske i caries – bedre kendt som huller i tænderne – og hvordan sygdommen opstår.

– Jeg blev rigtig glad og taknemmelig, da jeg modtog nyheden om, at jeg havde fået stipendiet. Det er et kæmpe privilegium at få lov til at fordybe sig i et bestemt emne i et helt år, siger Simon Filip Pascu, der har været i gang med projektet siden september i år.

Caries er den mest udbredte ikke-smitsomme sygdom i verden. Sygdommen opstår, når bakterier i plak på tænderne danner syre ved at omsætte sukker fra mad og drikke. Syren opløser gradvist tandens mineraler – og der opstår huller.

Meget af den eksisterende forskning har fokuseret på bakteriernes rolle i udviklingen af caries, men Simon Filip Pascu ønsker at kaste lys over en af de mindre udforskede faktorer. Simon vil undersøge den slim, der omgiver bakterier i plak – den såkaldte ekstracellulære matrix – og udforske, hvilke kulhydratkomponenter i denne slim der kan bidrage til udviklingen af caries.

– Jeg håber, at mit projekt kan bidrage til en større forståelse af, hvordan caries opstår. Måske kan den viden på sigt bruges til at udvikle nye tandplejeprodukter, der kan supplere fluoridtandpasta  som i dag er det mest effektive middel til at forebygge caries, fortæller Simon Filip Pascu.

Simon Filip Pascu er født og opvokset i Grindsted og flyttede til Aarhus for at starte på tandlægestudiet. Han vidste tidligt, at han ville læse noget sundhedsfagligt, og efter en anbefaling fra en ven faldt valget på tandlægeuddannelsen. Hvad fremtiden bringer, er han endnu ikke helt afklaret med, men året som fuldtidsforsker kan blive afgørende for, om han fortsætter ad forskervejen. Ved siden af studiet bruger han meget af sin fritid på musik, både som lytter og udøver.