Rækken af intimkoncerter på Filskov Kro fortsætter. Indtil nu har blandt andre Tøsedrengene og Michael Learns To Rock lagt vejen forbi og i aften spiller Infernal i den lille by. I slutningen af oktober gæster Sko/Torp så stedet for at spille for et lille publikum. Deraf navnet “intimkoncerter” fordi kunstnerne kommer så tæt på publikum.
– Vi har plads til 180 gæster til koncerten og i aften har vi eksempelvis 150 af koncertgæsterne til spisning også, forklarer Louise Sandfeldt, der forpagter kroen sammen med sin mand, Bent.
Det var også Louise Sandfeldt, der gjorde alt benarbejdet for at få konceptet med intimkoncerter løbet i gang.
– Det var et langt og sejt træk, men da jeg først fik hul igennem til kunsternes agent, så er det gået rigtig godt siden da, fortæller Louise Sandfeldt. Hun glæder sig samtidig over den store opbakning, intimkoncerterne har fået fra lokalbefolkningen. Således har der været udsolgt til alle koncerter – og det bliver der også til Sko/Torp den 31. oktober.
– Der er kun ganske få billetter tilbage allerede, så jeg er ikke i tvivl om, at vi snart kan melde udsolgt også her, siger den arbejdsomme kroforpagter.