Demensugen, som hvert år ligger i uge 19, handler om at gøre Danmark mere demensvenligt. At skabe forståelse. At gøre det nemmere at være menneske – også når hukommelsen driller. Og netop det blev meget konkret, da en flok brugere fra demenstilbuddet Sinne Gas i Billund i dag trådte ind hos Beth Baun på Butikstorvet.
De kom ikke tomhændede. De kom med småkager. Masser af dem. Bagt gennem en hel måned – med ét formål: at sige tak – til forretninger og firmaer spredt ud over hele kommunen.
Indehaver Lisbeth Baungaard Gammelmark lagde ikke skjul på, hvad det betød:
– Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver jeg faktisk en lille smule rørt… Jeg synes, det er så fedt, når nogen tør sætte fokus på det, siger Lisbeth Baungaard Gammelmark. For hende handler det ikke om “dem og os”.
– Det er jo i virkeligheden ikke værre end at have ondt i ryggen. Det er jo en helt almindelig sygdom efterhånden, siger Lisbeth Baungaard Gammelmark.
Og så rammer hun hovedet på sømmet: Demens er ikke noget, man kan se. Netop derfor giver det mening med synlighed. Den velkendte solsikkesnor – symbolet på skjulte handicap – kan gøre en kæmpe forskel i hverdagen for dem der bruger dén. Som Lisbeth siger:
– Så ved man jo godt, det er en person, man skal være lidt mere opmærksom på.
Og opmærksomhed er nøgleordet. For hvad gør man egentlig, hvis en kunde pludselig virker forvirret? Hos Beth Baun er svaret ret enkelt:
– Så går vi da bare ud og snakker med dem. Det ville jeg overhovedet ikke synes var mærkeligt, siger Lisbeth Baungaard Gammelmark.
Fra Sinne Gas fortæller Anne-Mette Iversen, at mange med demens stadig bor i eget hjem. Og det er faktisk hele pointen: At kunne blive boende og stadig være en del af livet i byen. Men det kræver noget af omgivelserne.
– Hvis man lige får at vide: ‘Du skal bare dreje til højre, så er du på rette vej igen’ – så kan man klare sig meget længere selv, lød det fra Anne-Mette Iversen
Og her har mindre byer som Billund en styrke. Folk kender hinanden. Eller kender nogen, der kender nogen.
– Vi blander os, hvis der er nogen, der går rundt og mangler nogen, siger Lisbeth med et smil.
Det er ikke kontrol. Det er omsorg.
Småkagerne? Ja, de var selvfølgelig gode. Men det var ikke det vigtigste. Det vigtigste var mødet. Snakken. Grinet. Følelsen af at høre til. Som en af deltagerne sagde:
– Man vil jo gerne være en del af samfundet.
Og her var budskabet fra Beth Baun klart:
– I skal bare bruge byen. Det er vigtigt. Kom endelig herned – vi er her jo altid, lød det fra Lisbeth Baungaard Gammelmark.
Og det er måske essensen af Demensugen. Ikke store kampagner. Ikke fine ord. Men helt almindelige mennesker, der møder hinanden – lidt mere åbent, lidt mere tålmodigt.
Og måske med en småkage i hånden.
