Når eleverne i Billund Kommune går på sommerferie den 27. juni, står et omfattende aktivitetstilbud klar. SommerSjov 2025 byder på en række forskellige arrangementer for børn og unge fra 0. til 10. klasse – fordelt over hele sommerferien fra uge 26 til uge 32.
Programmet indeholder blandt andet gokart, outdoorfitness, DBU fodboldskole, folkedans, kuffertcirkus, familie-petanque og natureventyr. En del af aktiviteterne er gratis, mens enkelte kræver tilmelding og/eller en mindre betaling.
– Jeg synes, at det er fantastisk, at så mange foreninger, institutioner og aktører igen i år har meldt aktiviteter ind til SommerSjov. Programmet er fyldt med forskellige tilbud, som børn og unge har mulighed for at deltage i, og jeg synes, der er en fin fordeling af aktiviteter, så der er oplevelser fordelt ud over hele sommerferien,” siger Rasmus Kaufmann, Områdechef for Kultur, Fritid og Branding i Billund Kommune.
En trykt folder med programmet bliver uddelt på alle kommunens skoler inden ferien. Programmet kan også findes på billund.dk/sommersjov. Nogle aktiviteter har begrænsede pladser og foregår efter først-til-mølle-princippet.
Kommunen opfordrer samtidig borgere og foreninger til allerede nu at indsende idéer til næste års SommerSjov-program.