Et spirende fællesskab i Vorbasse får nu ekstra medvind. Sparekassen Kronjylland har valgt at støtte Have- og Naturvenner – en forholdsvis ny forening, der på kort tid har formået at samle natur- og haveinteresserede fra hele Billund Kommune.
Foreningen blev stiftet sidste år og tæller allerede 50-60 medlemmer. Hvert år står de bag 15-18 arrangementer, blandt andet havevandringer, naturoplevelser og kreative værksteder. Alle kan deltage – medlemmerne blot til en lidt lavere pris.
– Vores ambition er at lave gode arrangementer for alle have- og naturinteresserede i området, siger kasserer Ib Lykke Hansen.
Blandt de mest populære aktiviteter er de to årlige plantemarkeder i Vorbasse, hvor 20-30 plantefolk fra hele Jylland og Fyn sælger ud af deres grønne overskud.
Støtten fra Sparekassen går blandt andet til nye, varme jakker til bestyrelsen, så foreningens frivillige fremover er lette at finde til arrangementerne.
– Det betyder noget, at folk kan se, hvem vi er. Med de nye jakker bliver vi langt mere synlige, og det gør det lettere for deltagerne at komme hen og spørge, fortæller Ib Lykke Hansen.
Afdelingsdirektør H. C. Christensen fra Sparekassen Kronjylland i Vorbasse glæder sig over at støtte det lokale initiativ.
– Have- og Naturvenner er et godt eksempel på, hvordan frivillighed og ildsjæle kan samle mennesker. De lokale fællesskaber løfter hele området, og det bakker vi meget gerne op om, siger han.
Foreningens arrangementer annonceres løbende på foreningens Facebook-side og på hjemmesiden have-ognaturvenner.dk.



