Stigende smittetal får Kulturskolen til at lukke den fysiske undervisning ned


Siden det i sidste uge blev konstateret, at en lærer fra Billund Kulturskole var smittet med COVID-19, har institutionen gjort alt for at opspore og forhindre yderligere smittespredning.

Det har dog vist sig, at smitten florerer i Billund Kommune på en måde, som er uforudsigelig. Da Billund Kulturskole samtidig samler elever fra hele kommunen, har Kulturskolen derfor besluttet at stoppe den fysiske undervisning i de kommende to uger – fra i dag og frem til og med fredag 27. november. De to uger skal give tid til at komme smittekæderne til livs.

Billund Kulturskole vil til gengæld indføre online-undervisning i de tilfælde, hvor det er muligt og giver mening. Dette vil de enkelte elever høre mere om fra deres lærere.

– Vi har i den sidste uge fulgt alle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne for at forhindre spredning af smitten, men vi ser fortsat, at der dukker nye smittetilfælde op. Samtidig dukker der i øjeblikket generelt mange tilfælde op i kommunen, og da vores undervisning samler elever på tværs af kommunen, siger både vores fornuft og mavefornemmelse os, at det nu er tid til at tage mere drastiske midler i brug. Ved midlertidig at stoppe den fysiske undervisning kan vi forhåbentlig bidrage til, at smittetrykket i kommunen falder igen, siger Kulturskoleleder Per Weile Bak.