Stustad afløser Nørgaard som byrådskandidat

Steffen Stustad Foto: Facebook


23-årige Steffen Stustad fra Billund er Venstres Ungdoms nye kandidat til kommunalvalget i 2017. Dette sker efter et velbesøgt opstillingsmøde, hvor den tidligere formand for VU Billund/Grindsted modtog stor opbakning til sit kandidatur. Det var derfor en stolt Steffen Stustad, der nu officielt kan kalde sig kandidat til kommunalvalget for Venstres Ungdom:

– Det er en kæmpe ære, at jeg er blevet VUs kandidat, og jeg ser meget frem til kampen for et stærkere Billund Kommune, sammen med fantastiske venner fra Venstres Ungdom, siger Steffen Stustad.

Også fra VU’s nuværende byrådsmedlem, Kristian Nørgaard, møder valget af Steffen Stustad som kandidat stor opbakning:

– Det er et fantastisk valg, og jeg er ikke i tvivl om, at Steffen vil gøre det rigtig godt. Han har i hvert fald min fulde opbakning, lyder det fra 21-årige Kristian Nørgaard, der takker af fra byrådet ved næste valg fordi han stiller op til Regionsrådet i Region Syddanmark.

For Steffen Stustad er der særligt én mærkesag, der trænger sig på; at det skal være endnu bedre at være ung i Billund Kommune.

– Jeg vil gerne være de unges stemme og sikre mig, at de bliver hørt. Der er så mange stærke, unge mennesker, der bare skal høres. Så kan vi sammen og konstruktivt gøre Billund Kommune til et bedre sted, lyder det fra den nyvalgte byrådskandidat.