Syv bilister taget for høj fart på Vestre Ringvej i Grindsted

Syv bilister blev fredag morgen taget for at køre for stærkt på Vestre Ringvej i Grindsted. Det skete under en færdselskontrol, hvor Grindsted Nærpoliti målte hastigheder i 50-zonen fra Tronsø Parkvej og mod syd.

På bare halvanden time blev syv bilister sigtet for at køre mindst 30 procent for stærkt. Seks af sagerne udløste samtidig et klip i kørekortet.

Hos politiet understreger man, at der er god grund til at holde farten nede netop her. Strækningen ligger i byzone, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t fra byskiltet og mod syd. Samtidig er der flere sideveje, blandt andet ved både børnehave og skole, hvor der er krydsende trafik.

Det betyder også, at børn og børnefamilier ofte færdes i området.