Det skal være nemmere at være ungt elitetalent og ny-udklækket seniorspiller i håndbold og stadig få adgang til et træningsmiljø med daglige sparring, kostvejledning samt både fysisk og mental træning.
Det er devisen bag det samarbejde som GGIF Håndbold og elitesportsakademiet IKA Kolding, der bl.a. arbejder med unge elite-håndboldspillere, indledte i sommer. Samarbejdet har allerede ført klubbens serie 1-mandskab op i Jyllandsserien og målet er nu endnu en oprykning til 3. division.
Derfor styrkes samarbejdet, så der bliver tale om et decideret udviklingshold, hvor der altid er fem-seks pladser til de IKA-spillere, der rykker op i seniorrækkerne og ikke er klar til at gå direkte ind i fx en liga-trup. Fremover vil der i Grindsted således være en stamme af erfarne spillere – flere af dem lokale fra Grindsted – og så ellers en løbende udskiftning af udviklingsspillere, der kommer fra ungdomsarbejdet i IKA.
– Mange af vores talenter skal den traditionelle vej til en ligaklub eller en 1. divisionsklub, men nogle vil få glæde af 2-3 sæsoner på Grindsted-holdet, før de så tager et skridt op og bliver elitespillere som seniorer. På den måde kan vi skabe endnu flere spillere til højeste niveau, forklarer Søren Madsen, der er bestyrelsesmedlem hos IKA Kolding.
Også hos Grindsted GIF er der glæde over udvidelsen af samarbejdet, der allerede har brugt klubben op i Jyllandsserien. På hjemmebanen i Lynghallen har der ofte været over 200 tilskuere til hjemmekampene.
– Det er helt fantastisk at få håndbold på et højere niveau ind i klubben. Det giver en energi og en stolthed, der også smitter af ned gennem ungdomsrækkerne, konstaterer formanden for GGIF Håndbold, Georg Danielsen.
Planen er nu at udvide samarbejdet ved også at lave egne udviklingshold hos U16 og U18. Dermed kan spillerne både træne og spille kampe på akademiet i Kolding uden også at være tilknyttet en klub ved siden af.
– Vi tror på, at vi hos IKA har den rette tilgang til talentudviklingen med fokus på proces fremfor resultat. Det ønsker vi at styrke med egne udviklingshold i ungdomsrækkerne og ved at skabe et alternativ til den almindelige overgang fra ungdomsspiller til seniorspiller. Det sker i samarbejdet med Grindsted, forklarer Jesper Kjølhede, formand for IKA Kolding.