VU får Inger Støjberg til Grindsted

Det er lykkedes Venstres Ungdom Billund/Grindsted at skaffe den danske udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg til Grindsted.

Den 9. januar klokken 19 kommer den kendte minister forbi Magion, hvor hun vil bruge et par timer på at fortælle om den danske integrations- og udlændingepolitik. Besøget er især rettet mod kommunens unge, som denne aften får rig mulighed for at stille spørgsmål og udfordre ministerens politik.

– Det er enestående at få så kendt en politiker til Grindsted, så vi er utroligt glade for, at Inger tager sig tid til at komme og besøge os. Vi ved hun har virkelig travlt, så det er bare super, at hun vil komme forbi Grindsted. Det er altid spændende at få et så kendt navn på besøg, siger Venstres Ungdoms formand i Billund kommune Louise Bennetzen.

Hun understreger, at oplægget er åbent for alle unge, der er interesseret.

– Oplægget er gratis og åbent for alle unge, der gerne vil komme, siger Louise Bennetzen og opfordrer således også ikke-medlemmer til at komme til mødet:

– Det er en stor ting at få besøg af en minister. Det her er en super mulighed for at komme helt tæt på dansk politik, og vi håber meget, at de unge vil bruge den, lyder det fra den lokale VU-formand.