Tidligere travbane-direktør indtager speedwayklub

Christian Hundebøll er ny direktør i GSK Liga.


Pr. 1. januar 2024 er Christian Hundebøll ansat som direktør i Grindsted Speedway Liga.

Christian Hundebøll kommer fra en stilling i hestesportsverdenen, hvor han i mere end 25 år har været direktør på Billund Trav og herunder også 10 år på Fyens Væddeløbsbane. Senest har han beklædt samme post i knap 2 år på Jydsk Væddeløbsbane.

I Grindsted Speedway Klub skal han have fokus på den kommercielle del og være med til at løfte GSK det sidste stykke op i toppen af den danske speedwayliga – sammen med klubbens mange dedikerede og dygtige frivillige, et stærkt sportsligt setup, og ikke mindst de mange sponsorer.

Således skal Christian Hundebøll sørge for sponsorpleje, afvikling af events på løbsdage, samt optimering af udnyttelsen af klubbens anlæg udenfor løbsdagene.