Det kongelige Teater er klar med sin sommerturné – og den vender vejen forbi Billund to gange i år.
Første gang er den 17. maj kl. 18, hvor den kongelige sommeropera optræder på Byens Plads i Billund. Det sker på foranledning af Billund IF Kultur, som deres del af markeringen af idrætsforeningens 120 års jubilæum her i 2024.
– Det er den gode kontakt, vi har hos Det Kongelige Teater, der gør, at de bliver ved med at vende tilbage til Billund, hvor de er rigtig glade for at komme. Og så har der jo også været noget benarbejde med at få operaen hertil også efter vi har haft balletten nogle gange, siger Malene Tvergaard fra Billund IF Kultur.
De sidste gange Det Kongelige Teater har været har, har Anlægget i Billund dannet ramme om eventen. Men nu sættes scenen på pladsen mellem LEGO House, Atami og Normal.
– De kommer selv med en kæmpe scene og alt udstyr og det kan ikke være på amfiscenen i Anlægget. Derfor rykker vi det ned i midtbyen, hvor alle er hjertelig velkomne til at være med. Det er helt gratis, lyder det fra Malene Tvergaard.
Den kongelige opera stiller med fire operasangere og en pianist og ligesom med balletten er formålet at tage rundt i landet og vise hvad det egentlig er man byder på hos Det KOngelige Teater i København.
Men også til september er der mulighed for at hilse på folkene fra Det Kongelige Teater. Fra den 19.-21. september kan nysgerrige børn og deres forældre prøve kræfter med teatrets magiske verden i det mobile børneunivers Postyrium.
Her kan de lege teater med alverdens rekvisitter, vilde kostumer, flotte instrumenter og endda optræde med dem på en rigtig scene. Det er gratis og henvender sig til børn i alderen 4-10 år, deres forældre, skolelærere og pædagoger.