Efter måneders byggerod, håndværkere og store maskiner er der nu kommet rigtige beboere i Billunds spritnye bydel, Travbyen. Fredag rykkede de første ind, og blandt dem er Tobias Lees og kæresten Maja Cecilia Andersen, der nu skal skabe deres første fælles hjem i en af de nye lejeboliger.
Tobias er vokset op i Billund og er netop blevet udlært tømrer. Og selvom mange unge vælger at flytte fra deres hjemby, har han ikke travlt med at komme væk.
– Jeg har altid sagt, at enten skal jeg bo i Billund, eller også skal jeg bo i udlandet. Jeg gider ikke en storby. Jeg synes, Billund er lige tilpas til mig, fortæller han.
Kæresten Maja kommer fra Blåhøj, og sammen har de været på jagt efter en bolig, hvor de kunne starte deres fælles tilværelse. Valget faldt på Travbyen – selvom det faktisk var lidt af et tilfælde, at de fik netop deres lejlighed. Den var nemlig allerede reserveret til nogle andre, men da de sprang fra, fik det unge par chancen.
Og den greb de. Faktisk sagde de ja uden overhovedet at have set lejligheden indvendigt.
– Vi havde ingenting set, og det har været lidt træls, for man vil jo gerne se noget, før man lejer det, fortæller Tobias.
For parret var det især muligheden for at flytte ind i noget helt nyt, der trak. Huslejen på 6.500 kroner om måneden er ganske vist mange penge for de to unge, men til gengæld får de et spritnyt hjem, hvor ingen andre har boet før.
Vil gerne have sine børn til at vokse op i Billund
For Tobias handler flytningen også om mere end bare en ny lejlighed. Han ser en fremtid i Billund og glæder sig til at være med fra begyndelsen i den nye bydel. Selvom han måske på et tidspunkt skal flytte væk for at studere, er planen at vende tilbage.
– Jeg vil gerne have, at mine børn skal vokse op i Billund, hvor jeg selv er vokset op, siger han.
Seks års arbejde bliver til virkelighed
For KIRKBI, der står bag udviklingen af Travbyen, er fredagens indflytning en vigtig milepæl efter flere års arbejde med at skabe en helt ny bydel i Billund.
– Det er en helt særlig milepæl for os, at vi nu kan byde de første beboere i Travbyen velkommen. Siden 2020 har vi arbejdet målrettet med at udvikle og skabe en helt ny bydel i Billund, siger projektdirektør for Travbyen, Christian Nørgaard fra KIRKBI.
Men selvom de første boliger nu er taget i brug, er det ifølge projektdirektøren først nu, at visionerne for alvor skal stå deres prøve.
– Det er jo først, når beboerne flytter ind i deres nye hjem og forhåbentlig tager byrummene til sig, at vi kan se, om vi har ramt noget rigtigt. Det glæder jeg mig utrolig meget til at få fornemmelse af, også så vi kan tage ved lære i den fortsatte udvikling af Travbyen, siger Christian Nørgaard.
På tirsdag følger næste hold beboere efter, og dermed begynder den nye bydel for alvor at tage form. Travbyen kommer til at rumme både ejer- og lejeboliger, og byggeriet fortsætter i de kommende år.
For Tobias og Maja er fremtiden i Travbyen dog allerede begyndt – midt mellem flyttekasser, nye naboer og byggeriet, der fortsætter lige uden for døren.




