30 studerende kom med nye idéer til Billunds turismebranche

Hvordan skaber man gode oplevelser for både børnefamilier og forretningsrejsende på det samme hotel? Det er en af de udfordringer, som 30 studerende har brugt de seneste fire uger på at finde løsninger på.

Det er sket som led i Billund KarriereTour TURISME, hvor lokale virksomheder åbner dørene for studerende og giver dem konkrete opgaver fra deres hverdag.

For fire uger siden besøgte de studerende Airport Hotel Billund og Lalandia, hvor de fik indblik i virksomhedernes arbejde og blev præsenteret for de udfordringer, de skulle forsøge at løse.
Siden har de arbejdet med deres idéer, og onsdag i denne uge var de klar til at præsentere deres forslag for repræsentanter fra de to virksomheder.

Virkelige opgaver i stedet for teori

En af opgaverne kom fra Airport Hotel Billund, der ønskede de studerendes bud på, hvordan man kan imødekomme to meget forskellige gæstegrupper – børnefamilier, der søger oplevelser og underholdning, og forretningsrejsende, der typisk har brug for ro og afslapning.

De studerende havde blandt andet undersøgt gæsternes forskellige behov og arbejdet med idéer til, hvordan begge grupper kan få en god oplevelse.

For Cathrine Nederby Vogensen, der studerer på University College Lillebælt i Vejle, har det været en anderledes måde at bruge sin faglighed på.

– Det har været fedt at arbejde med casen fra hotellet, fordi opgaven var så åben. Jeg synes især, det har været sjovt at arbejde med det visuelle og forestille mig, hvordan ideerne kan tage form, og hvilken retning hotellet kan tage, fortæller hun.

Og de studerendes forslag blev taget godt imod.

– De studerende kom med mange modige og kreative ideer, og nogle overraskede os. Flere af ideerne arbejder vi allerede med, og nogle af dem skal vi hjem og tænke videre over, siger Martin Ebmark, direktør for Airport Hotel Billund.

Skal skabe kontakt til fremtidens medarbejdere

Billund KarriereTour handler dog om mere end at få nye idéer. Konceptet, som Billund Erhverv står bag, skal bygge bro mellem studerende og lokale virksomheder og give de unge et indblik i de karrieremuligheder, der findes i Billund Kommune.

Samtidig får virksomhederne mulighed for at møde potentielle fremtidige medarbejdere og vise, hvilke kompetencer der er brug for i deres brancher.

KarriereTour omfatter både turisme, teknologi og byggeri. Torsdag den 29. oktober var det eksempelvis techbranchens tur, da omkring 200 studerende fra otte forskellige uddannelser besøgte fem lokale virksomheder.

Billund KarriereTour arrangeres af Billund Erhverv og er støttet af Billund Kommune og Ole Kirk’s Fond.