Tre lokale skoler går efter statsstøttet skolemad

Der er stor interesse for at være med i en forsøgsordning om skolemad, der træder i kraft i det kommende skoleår. Rundt omkring i landet har i alt 282 folkeskoler fordelt på 76 kommuner samt yderligere 64 frie grundskoler tilmeldt sig forsøgsordningen, der kom på plads i forbindelse med årets finanslov, hvor der er afsat i alt 854 millioner kroner i perioden 2025-2028.Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.Blandt ansøgerne til at være med i ordningen er Lynghedeskolen afd Stenderup, Hejnsvig Skole og Sdr. Omme skole. Ingen af de skoler har skolemadsordning i dag og planen er at få leveret fra en ekstern leverandør. Skolerne kan dog ikke være sikre på at komme med i forsøgsordningen, da der er kommet langt flere ansøgere end der er afsat penge til.Derfor vil der ske en lodtrækning, der skal udvælge de endelige forsøgsdeltagere.Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye glæder sig dog over, at så mange skoler ønsker at være med i forsøget.– Jeg glæder mig til at se, hvad denne meget store økonomiske investering kommer til at betyde for elevernes sundhed, læring og trivsel, siger han i pressemeddelelsen fra ministeriet.I lodtrækningen bliver skolerne fordelt på tre forskellige finansieringsmodeller:
  • Størstedelen – 70 procent – af eleverne vil få skolemad uden forældrebetaling.
  • For 15 procent vil en forældrebetaling på 15 kroner per måltid gælde.
  • De sidste 15 procent vil få skolemad med en forældrebetaling på 25 kroner per måltid.
De tre modeller skal ifølge ministeriet sikre, at forsøget giver viden om, hvilken betydning forskellige niveauer af forældrebetaling har på blandt andet tilslutning og tilfredshed. Lodtrækningen laves under hensyn til blandt andet en balanceret geografisk og socioøkonomisk fordeling.