Tronskifte flytter lokale arrangementer

Det kommende kongepar. Foto: Hasse Nielsen


Søndag eftermiddag kommer langt de fleste danskere formentlig til at sidde klinet til tv-skærmen for at følge de historiske tronskifte i Danmark. 

Kl. 14 søndag vil der være statsråd på Christiansborg Slot og umiddelbart derefter kl. 15 vil der være proklamation fra balkonen på Christiansborg Slot af Hans Majestæt Kong Frederik 10.

Kl. 17 vil der være overførsel af de kongelige faner på Amalienborg, hvor fanerne bæres fra Christian IXs Palæ, hvor Dronningen bor og over til det nye kongepars bolig Frederik VIIIs Palæ.

Og imens sådan noget foregår og sendes direkte, vil der nok ikke være interesse for ret meget andet blandt danskerne. Det har to arrangører nu taget konsekvensen af og flyttet deres planlagte events søndag eftermiddag.

Det gælder blandt andet Ældre Sagen Billund, der egentlig skulle have haft Søndagstræf med Bente Rosenskjold, der ville fortælle om livet som en af Billunds 5 læger gennem 30 år. Men det er grundet tronskiftet i stedet flyttet til 4. februar.

Også Grindsted Revyen dropper sin søndags eftermiddagsforestilling på grund af begivenheden.

– Vi må erkende at det ikke er optimalt at spille revy søndag d. 14. januar om eftermiddagen på nøjagtig samme tidspunkt hvor Kronprins Frederik bliver udnævnt som konge og hvor rigtig mange danskere uden tvivl vil følge denne historiske begivenhed, udtaler John Skou fra Grindsted revyen.

Derfor spilles søndagens forestilling først kl. 20.

– Dermed kan man både følge hele den kongelige begivenhed om eftermiddagen og afslutte dagen med den herligste revyfest om aftenen, siger John Skou.

Alle der har købt billet til forestillingen søndag eftermiddag kan kontakte Kulturhuset Kino i Grindsted og få byttet billetten.