Przemyslaw Pawlicki fortsætter i Grindsted

Przemyslaw Pawlicki -Foto: René Lind Gammelmark


Den polske stjernekører Przemyslaw Pawlicki, der havde en formidabel 2023-sæson, vil igen i år bære Grindsted-vesten.

Przemyslaw Pawlicki blev hurtigt i den foregående sæson en publikumsfavorit efter de mange flotte resultater i den danske liga, hvor han især på Grindsted-banen var tæt på ustoppeligt.

– Przemyslaw var helt naturligt en kører, vi utrolig gerne ville forlænge med i Grindsted. Han var nøglespilleren for os sidste sæson, og så er han bare superskarp på alle typer baner, og superdygtig til at lukke matcherne i de sidste afgørende heats, siger sportschef Chris Pedersen i en kommentar til forlængelsen.

Det har dog ikke været uden at både lommeregner, blyant og papir har været i brug inden kontrakten var en realitet:

– Przemyslaw går ind med et relativt højt snit til den kommende sæson på 1,970, så det har været et lille puslespil vi har skulle til at få gå op snitmæssigt. Men vi er kommet frem til nogle spændende muligheder med vores sammensætning af vores hold til den næste sæson, lyder det fra sportschefen.