Turisterne bruger 1,3 mia. kr. om året i Billund Kommune

At turismen har kæmpe betydning for Billund og Billund kommune er ikke overraskende, men nu er der sat tal på, hvor stor økonomisk betydning de mange turister i området har.

I en ny analyse som Billund ErhvervsFremme netop har offentliggjort, kan man se at turismen i Billund kommune står for ca. 9 pct. af alle jobs og at ca. 10 pct. af skatteindtægterne i kommunen stammer fra turismen. Helt konkret brugte turisterne i Billund kommune i 2014 i alt 1,3 milliarder kroner i løbet af deres ophold her.

– Turismen spiller en enorm betydning for den økonomiske aktivitet i vores område. Så turisterhvervet er en meget væsentlig forklaring på, at vi oplever en så positiv udvikling på erhvervsområdet i Billund kommune. Med vores nye analyse er vi blevet klogere på, hvor stor en andel af den økonomiske udvikling det lokale turismeerhverv skaber, siger Morten Karlsbjerg, der er direktør i Billund ErhvervsFremme.

Analysen viser også at turismen skaber 712 mio. kr. i værditilvækst, 510 mio. kr. i skatteindtægter og 1.552 jobs.

– Vi oplever i disse år heldigvis en flot stigning i antallet af overnatninger i kommunen. Det skyldes, at vi med LEGOLAND og Lalandia har nogle af de bedste attraktioner for børnefamilier i Nordeuropa. Samtidig er der rigtig god fremdrift i markedsføringssamarbejdet Legoland Billund Resort, hvor bl.a. LEGOLAND, Lalandia, Billund Kommune og Billund ErhvervsFremme arbejder fokuseret på at markedsføre hele området som en attraktiv samlet feriedestination for børnefamilier fra hele Nordeuropa. At vi markedsfører os som en samlet destination med mange forskellige muligheder for børnefamilierne betyder bl.a., at mange turister vælger at blive længere end de har gjort før, siger Morten Karlsbjerg.