Type 2-diabetes stiger markant i Billund: Kommune i top tre på landsplan

Det går den forkerte vej med type 2-diabetes i Billund Kommune. Nye tal fra Diabetesforeningen viser, at andelen af voksne med sygdommen er steget fra 5,4 procent i 2015 til 8,7 procent i 2025.

Det er en stigning på hele 61,1 procent – og dermed er Billund nu den kommune i landet med den tredje største vækst. Således lever 1.888 voksne borgere i kommunen i dag med type 2-diabetes. Det er næsten 800 flere end for ti år siden.

På landsplan er udviklingen også markant. Her lever 384.600 danskere med diabetes – en stigning på 42 procent siden 2015.

Direktør i Diabetesforeningen, Claus Richter, kalder udviklingen alvorlig:

– Det er en udvikling, vi som samfund skal tage meget alvorligt. Diabetes er en livsændrende kronisk sygdom, som kan medføre alvorlige følgesygdomme og i værste fald være dødelig, siger han.

Hos formand for Voksen- og Sundhedsudvalget i Billund Kommune, Birthe Nielsen, vækker tallene bekymring:

– Det er selvfølgelig skræmmende tal, siger hun til BillundOnline.

Hun peger samtidig på, at kommunen allerede er i gang med at se på, hvordan man kan styrke forebyggelsen – blandt andet i det kommende samarbejde i Sundhedsråd Sydvestjylland.

– Vi skal til at prioritere, hvad vi vil sætte ind på. Det her er en af de ting, man kunne vælge at arbejde med, men der er også andre områder, der presser sig på, siger hun.

Selvom mange forbinder Billund Kommune med et aktivt fritidsliv, peger nye sundhedsdata på en anden tendens. Ifølge Birthe Nielsen er der nemlig både flere borgere med svær overvægt, flere med usunde kostvaner – og et fald i den fysiske aktivitet i fritiden. Det er alle faktorer, der øger risikoen for at udvikle Type 2-diabetes.

Samtidig lyder der en klar opfordring fra udvalgsformanden: Flere borgere bør bruge de tilbud, der allerede findes. I Billund Kommune kan man blandt andet få hjælp til at ændre vaner, kost og motion gennem kommunens tilbud i Sundhed og Træning i Grindsted – og det gælder også, før man bliver syg.

– Vi har faktisk tilbud, som er åbne for alle. For eksempel kan man få hjælp af en vanecoach eller få ernæringsvejledning uden henvisning fra lægen, siger Birthe Nielsen. Hun håber, at flere vil benytte sig af mulighederne – gerne før problemerne vokser sig store.

– Vi vil rigtig gerne have, at folk bruger de her tilbud, inden de udvikler sygdommen, siger hun.

Her kan du læse mere om de kommunale tilbud indenfor Sundhed og Træning.