Ny forening i Billund vil få flere ud af døren – med scootere og fællesskab

En ny forening har set dagens lys i Billund Kommune og ambitionerne er klare: Flere borgere skal have mulighed for at komme ud og være en del af fællesskabet.

Foreningen Fællesskab på Hjul blev stiftet ved en generalforsamling med 10 deltagere, hvor både vedtægter og bestyrelse faldt på plads. Bag initiativet står en gruppe lokale ildsjæle, som vil gøre noget konkret for borgere med begrænset mobilitet.

– Vi oplever, at mange ikke rigtig får gavn af de eksisterende transportmuligheder. Derfor vil vi skabe et alternativ, hvor det er nemmere at komme ud – og hvor man samtidig er sammen med andre, fortæller næstformand og initiativtager Frank Mikkelsen.

Planen er at anskaffe særlige åbne scootere med plads til to personer. På den måde kan borgere, der ikke selv kan køre, tage afsted sammen med en ledsager – hvad enten det gælder indkøb, aktiviteter eller bare en tur ud i det blå.

Foreningen ser sig selv som et lokalt samlingspunkt og håber, at både borgere og virksomheder vil bakke op – enten økonomisk eller ved at give en hånd med.

– Det handler i bund og grund om at hjælpe hinanden. Hvis man kan se værdien i at gøre hverdagen lidt lettere for andre, så er man meget velkommen, lyder det fra foreningen.

Lige nu arbejder Fællesskab på Hjul på de praktiske ting som CVR-nummer og økonomi. Målet er at søge fonde efter sommer og hvis alt går efter planen, kan de første scootere rulle ud på vejene kort tid efter.

Bestyrelsen består af:

Formand: Louise Kronvildt
Næstformand: Frank Mikkelsen
Kasserer: Elisabeth Jensen
Bestyrelsesmedlem: Tino Mikkelsen
Bestyrelsesmedlem: Heidi Bakmann