Tyve knuste terrassedør: Guldøreringe stjålet fra hus i Billund

Et hus på Sønderkær i Billund havde ubudne gæster i går. Indbruddet skete mellem klokken 7.45 og 16.55, mens beboerne var væk. Tyvene kom ind i huset ved at knuse en rude i en terrassedør.

Ifølge vicepolitikommissær Jesper Brian Jensen fra Patruljecenter Midt hos Sydøstjyllands Politi har tyvene været inde i soveværelset og yderligere ét værelse. Resten af huset ser umiddelbart ud til at være urørt.

Hoveddøren stod ulåst efter indbruddet, og politiet formoder derfor, at tyvene er forsvundet den vej.

Beboerne havde fredag morgen endnu ikke det fulde overblik over, hvad der er blevet stjålet. Det står dog klart, at der mangler et par guldøreringe.

Politiet har sikret spor på stedet.