At de nye internationale borgere i Billund i dén grad ønsker at engagere sig i deres nye hjemland og -by, vidner de mange initiativer fra både facebook-gruppen Billund Internationals & Friend og netværket Connect Billund om. Seneste tiltag er en kæmpe Halloween-fest i Billund Centret lørdag den 31. oktober fra 18-22.
Bag arrangementet står Billund Internationals & Friends, der har Nichole Peterson i spidsen. Hun flyttede til Billund for tre år siden med sin danske mand og deres to børn, og de seneste par år har hun arrangeret “trick-or-treat”-fester, som er blevet afholdt på Lindevej ved LEGO-lejlighederne. Men nu er det internationale samfund i Billund blevet så stort, at der ikke længere er plads til alle de udklædte børn på Lindevej
– Da vi samtidig har fået et godt samarbejde med Billund Centret og Cafe Bonita, så var det naturligt at flytte festen til teatersalen i centret, siger Nichole Peterson.
Og netop fordi festen afholdes i centret, er alle børn i Billund inviteret.
– Vi vil gerne opfordre alle Billunds familier til at komme og opleve en sjov Halloween-fest, som vi holder dem i USA. Og netop fordi der ikke er nogen Billund Kulturnat her i efteråret, så mente vi at det var den perfekte mulighed for at samle Billunds familier til en hyggelig aften – eller rettere uhyggelig aften i dette tilfælde, smiler Nichole Peterson.
Til Halloween-aftenen i Billund Centret bliver det muligt for de deltagende børn at gå rundt indenfor og bede om slik i form af trick-or-treating – eller på dansk: slik eller ballade. Her har Billund Handelsforening sørget for masser af slik. Der vil også være kostume-parade, dans og uhyggelige drinks fra Cafe Bonita – som i øvrigt også kreerer en uhyggelig menu både fredag og lørdag. I centrets kælder vil der være et slags spøgelseshus ligesom der gives præmier for det flotteste græskarhoved.
– Det kommer til at koste 40 kroner at være med. Så har vi fået dækket omkostningerne og et evt. overskud bruges til det næste familiearrangement i byen, lover Nichole Peterson.
Hun er glad og taknemmelig for den måde som samfundet, erhvervslivet og frivillige kræfter er gået sammen om at lave denne event.
– Billund er virkelig et sted, hvor vi sammen kan skabe magiske legende øjeblikke med vores børn, siger Nichole Peterson.
Vil man læse mere om Halloweenfesten i Billund Centret, kan det ske lige her.