En test for Mercedes AMG i Formel 1, bliver nu virkelighed for 20-årige Frederik Vesti fra Filskov, når han tirsdag den 22. november sætter sig ned i Lewis Hamiltons racer. Det sker umiddelbart efter årets sidste F1 og F2 løb på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi.
”A childhood dream” er Vesti’s første reaktion på beskeden fra Mercedes.
– Race fylder alt. Alle beslutninger i mit liv tages omkring race. Hver dag forsøger jeg med min egen indsats at gøre det, der en dag forhåbentligt skal bane vejen for blot en mulighed – en chance. Med den her test kommer jeg til at prøve kræfter med noget så voldsomt, at det vil føles nemmere, når jeg bagefter sætter mig ned i min F2 racer. Mercedes’ beslutning er et skub af den slags, der vil få betydning for min fortsatte udvikling i næste års F2 mesterskab. Uden udvikling og fokus på netop F2, vil F1 forblive en drøm for altid, siger Frederik Vesti.
Han beskriver chancen fra Mercedes som den største tillidserklæring:
– Jeg har svært ved at sætte ord på, hvad det betyder. Lige nu er jeg bare fyldt med glæde og forventning til den 22. november, lyder det fra unge Vesti.
Inden da skal Frederik Vesti i weekenden den 19.-20. november i sin F2 racer forsøge at indhente de sidste points til at nå en samlet 3. plads i mesterskabet.