Vi cykler for en verden uden sclerose

To kvinder fra Q-lør i Billund skal til sommer forcere seks benhårde Tour de France-bjerge på blot tre dage.  Pia Thejl Ladefoged og Anette Damsgaard Mikkelsen sætter sig på cyklen for Cykelnerven, der har til formål at støtte bekæmpelsen af sygdommen, sclerose.

– Sclerose er en forfærdelig sygdom som fortjener lige så meget opmærksomhed som cancer. Og flere, især unge mennesker, rammes af sclerose, så det handler om at få udbredt kendskabet til sygdommen, og dermed fundraise midler til den vigtige forskning, siger de to malere.

Lige nu træner de to kvinder en del for at blive klar til turen. Således står den på spinning 2-3 gange om ugen, ligesom racercyklen også kommer udenfor en del.

– Fra midten af januar går vi All-In og begynder udendørs træning sammen med resten af holdet, der i alt tæller 29 deltagere på Team Vestjylland, siger Anette Damsgaard Mikkelsen.

Ifølge hende er Cykelnerven Danmarks hårdeste velgørenhedsevent og den ultimative sportslige udfordring på 2 hjul. Især fordi rytterne skal forcere seks benhårde Tour de France-bjerge på bare 3 dage. Deltagerne rammer de mest afgørende Tour de France-bjerge ganske få uger før det officielle Tour de France-felt lægger vejen forbi de præcis samme bjergtinder.

– For alle os ryttere er Cykelnerven både en personlig udfordring på viljestyrke og udholdenhed. Og samtidig et vigtig bidrag mod sclerose. Vores fælles mål er at cykle for en verden uden sclerose, lyder det fra de to kvinder.