Winnie er tilbage i Billund Bageri og Cafe

Efter otte et halvt års fravær er Winnie Klausen tilbage i Billund Bageri og Cafe. Hun var i mange år sammen med eksmanden Per indbegrebet af Billund Bageri, men efter parrets skilsmisse valgte hun at søge nye veje.

Men efter gentagne henvendelser fra Allan Scheel Hansen, som er Pers søn fra før tiden med Winnie, og som nu er bagermester i fars bageri, besluttede Winnie Klausen at vende tilbage til det succesfulde bageri i Hovedgaden i Billund – dog som chef for cafe-delen, mens Allans kæreste Camilla styrer bageriet.

– Jeg skulle lige vænne mig til tanken, men nu har jeg altså sagt ja, og jeg synes det er et rigtigt fint setup, siger Winnie Klausen, der får Allan Scheel Hansen som chef i cafeen. Hun kan samtidig glæde sig over også at skulle arbejde sammen med sine to børn, Nanna og Karoline, der ligeledes er blevet fast inventar i bageriet.

Begge unge kvinder er sammen med deres bror Allan medejere af virksomheden Billund Bageri & Cafe Det Gamle Bageri og havde ikke helt regnet med at de også en dag ville blive en del af familieforetagendet:

– Arh, den havde jeg ikke se komme. Jeg bor i Odense, hvor jeg har stået i tøjbutik nogle år, og nu har jeg altså sagt ja til at være med her sammen med far og mor, hvor jeg skal være souschef i cafe-delen, siger Nanna Scheel Klausen.

Lillesøster Karoline sætter om en uge studenterhuen på hovedet og herfra skal hun så arbejde mere i bagerbutikken indtil det står klart hvad fremtiden bringer.

Og farmand Per? Han er lykkelig over at have børnene samlet om sig i hverdagen og for at Winnie har sagt ja til at vende tilbage.

– Jeg synes, det er super dejligt at det kunne flaske sig på den her måde, lyder det fra Per Klausen.

Winnie og Per Klausen sammen med deres to døtre Nanna og Karoline.