10 års fødselsdagsfest i alle børnehaver


I år fylder Børnenes Hovedstad 10 år – og det skal fejres i alle børnehaver i kommunen – private, såvel som kommunale.

Til at hjælpe med at få festen skudt i gang har CoC Playful Minds – inspireret af børnene – inviteret til 10 års fødselsdagskoncerter med Sherif Haps.

– Det bliver utvivlsomt både sjovere og sundere end at få en fødselsdags-is. Enhver, der kender Sherif Haps – og det er der virkelig mange tusinde YouTube-følgere, der gør – har oplevet de festlige og humørfyldte sange og videoer, som Sherif Haps præsenterer. Det bliver festligt, og alle kan være med, lyder det fra CoC Playful Minds.

Således besøger Sherif Haps 8 forskellige steder i løbet af november, december og januar. Koncerten er tilrettelagt sammen med dagtilbudsledere, der også har fået tilsendt inspirationsmateriale med sangtekster og links, så de ældste børn i børnehaverne kan øve sig og glæde sig til at møde Sherif Haps live.