6.D vandt Naturfagsmaraton 2017

6.D fra BillundSkolen blev årets vindere af Naturfagsmaraton. Privatfoto


Det blev 6.D fra BillundSkolen der vandt årets naturfagsmaraton i Billund kommune, hvor samtlige kommunale 5. og 6. klasser dystede på gode løsninger indenfor udvalgte områder.

Eleverne har arbejdet med opgaverne og forberedt løsninger på de forskellige problemstillinger hjemme på skolen. Fx skulle de hjælpe Ingeborg og Otto, som er 91 år og bor på plejehjem, med at samle tabte ting op fra gulvet, ved at opfinde et hjælpemiddel, som kan løfte garnnøgler og papirservietter.

En anden opgave handlede om salt og saltindhold i vand. Her skulle eleverne udvikle en metode til at måle, hvor meget salt der er i fire forskellige saltvandsprøver i gram pr. liter vand. Derudover skulle eleverne bruge deres geografividen om have og farvande i Danmark, Europa og resten af verden.

Eleverne dystede hele dagen mod hinanden og mod tiden, der blev kæmpet, finjusteret og repareret løsningsmodeller og stemningen i hallen var høj, når en opgave blev gennemført. Der var smil og glimt i øjnene på eleverne. Der blev diskuteret alternative løsningsmodeller og det var tydeligt at eleverne blev inspireret af hinandens opfindsomhed.