Behandlingsskolerne indtager tidligere børnehave

Chrysalis holder i dag til i disse bygninger på Kærvej i Billund. Planen er at kommunen overtager lokalerne til det nye specialtilbud. Arkivfoto


Det bliver den gamle børnehave i boligblokkene på Kærvej, der kommer til at huse den nye privatskole i Billund, Behandlingsskolerne. Bygningerne, der ejes af Billund kommune, har stået tomme siden Billunds børnehaver blev samlet på Engdraget/Tuen. Håndværkerne er allerede rykket ind i bygningerne for at gøre stedet klar til skolen åbner efter nytår.

– Vi har lidt travlt i øjeblikket, ja, griner Behandlingsskolernes administrerende direktør, Christopher Moyell Juul.

Den nye skole i Billund slår dørene op den 3. januar, men først den 8. januar dukker skolens i første omgang 10 elever op. De er alle bosat i Billund kommune, men har hidtil gået på Tippen i Ansager, der lukker med udgangen af i år.

Behandlingsskolerne er Danmarks største specialskole med 350 elever fordelt på 10 skoler. Flere år med gode resultater blandt børnene fik skolens ledelse til at kigge udenfor Sjælland, som hidtil har været base for skolen.

– Vi har hele tiden haft en langsigtet plan om også at hjælpe børn på Fyn og i Jylland, og da vi så hørte om Børnenes Hovedstad og at Børnerådet skulle flytte til Billund, så var det oplagt at søge mod Billund kommune, som jo også er et knudepunkt – forstået på den måde at der er flere kommuner, der støder op til Billund Kommune og således kunne de omkringliggende kommuner måske på længere sigt være interesseret i at sende børn til skolen i Billund, forklarer Christopher Moyell Juul, der har en målsætning om 20 elever på Behandlingsskolen i Billund med udgangen af skoleåret 2018/19.

Hvad angår personalet på den nye skole, så har man fundet en lokal skoleleder, Bettina Ziegler, som i første omgang får en gruppe lærere fra de sjællandske skoler med til Billund:

– Det er for at sikre, at vi fortsætter med samme høje kvalitetsniveau, at vi får nogle lærere med over, som så skal bo i Billund indtil sommerferien, hvor vi så gerne skulle have sluset nogle lokale lærere ind i konceptet, fortæller Christopher Moyell Juul.