Billund investerer mest i veje og byggeri

Arkivfoto


Der er stor forskel på, hvor meget de danske kommuner bruger på ny asfalt samt renovering og nybyggeri af alt fra rådhuse til plejehjem og skoler. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

Billund kommune har de sidste tre år i gennemsnit brugt 4.241 kroner per indbygger om året på at vedligeholde kommunens bygninger og veje. Billund er dermed den kommune i Sydjylland, som har investeret flest penge i byggeri og anlæg. Også Vejle, Fredericia og Sønderborg ligger i top med en gennemsnitlig årlig investering på over 3.000 kroner per indbygger.

Fanø, Aabenraa og Varde er derimod de kommuner i Sydjylland, som der har investeret mindst, hvilket er lidt over 2.000 kroner per indbygger.

Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri, der tager udgangspunkt i kommunernes investeringer i byggeri og anlæg i perioden 2016 til 2018.

– Når en kommune investerer i deres veje og bygninger, så smitter det uden tvivl af på både borgere og virksomheders opfattelse af, hvad det er for en kommune. Er det en kommune, hvor børnehaver og skoler sikrer gode rammer for børns læring, eller er det gamle bygninger. Det er uden tvivl med til at afgøre, hvor attraktiv en kommune er for både dem, der bor der i forvejen, og potentielle tilflyttere, siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen.

Fakta:
De kommunale investeringer er beregnet ud fra udvalgte områder i de kommunale regnskaber som fx grundkapitalindskud til almene boliger og entreprenør- og håndværkerydelser.

For at undgå at et eller flere store byggeprojekter et enkelt år giver et misvisende billede af kommunernes investeringsniveau, tager Dansk Byggeris analyse udgangspunkt i et treårigt (2016 til 2018) gennemsnit af kommunernes bygge- og anlægsinvesteringer per indbygger.