Ekstraordinært åbent for pasbestillinger

Det er kun i Borgerservice i MAGION at borgerne i Billund kommune kan bestille pas. Privatfoto


Hvert år står rigtig mange familier i situationen: sommerferien står for døren, charterdestinationen venter lige om hjørnet, men ungernes eller forældrenes pas er lige udløbet. Så er gode råd dyre – og derfor står Borgerservice i Billund kommune igen i år klar med ekstra åbningsdage hvor familien kan komme ind og få passet fornyet.

– For 14 dage siden havde vi lørdagsåbent, hvor der blev udstedt mellem 40 og 50 pas, for ofte er det jo hele familien, der skal have fornyet passet, fortæller teamleder ved Borgerservice i MAGION i Grindsted, Lea Ahm.

Derfor har Borgerservice igen på lørdag den 11. juni ekstra åbent for pasudstedelse.

– Vi har jo også åbent til kl. 18 hver torsdag, men ofte er det nemmere at samle familien om lørdagen, så derfor har vi åbent ekstra nu på lørdag, siger Lea Ahm.

Tidligere har det været sådan at en fornyelse af et barns pas krævede begge forældres tilstedeværelse, men i dag kan man bestille og godkende pasfornyelse via sit NemID.

– Så det er altså ikke nødvendigt at slæbe begge forældre med – det er kun passets ejer, der skal være med, siger Lea Ahm og minder samtidig om at man skal huske sit gamle pas – eller dåbsattest, hvis der skal bestilles pas for første gang.

OG så er det i øvrigt kun hos Borgerservice i MAGION i Grindsted, at borgerne i Billund kommune kan bestille pas. Det tager henved 10-15 dage fra bestilling til passet ankommer i postkassen.