Endnu en cykelsti på vej

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Billund kommune, Per Nyhus, tager det første spadestik til cykelstien til Eg. Foto: Billund kommune


Tirsdag morgen blev arbejdet med at etablere en 4,2 km lang dobbeltrettet cykelsti mellem Eg og Loft vest for Grindsted sat i gang. Det skete da formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Billund kommune, Per Nyhus satte sig op i en gravko og foretog det officielle første “spadestik”.

– Vi har politisk fokus på at få etableret forbindelser mellem vores byer, og nu får vi gjort forbindelsen til Eg færdig, samtidig med at der er fuld gang i forberedelserne til en cykelsti mellem Vorbasse og Skjoldbjerg, siger Per Nyhus (DF).

Arbejdet vest for Grindsted forventes at være færdigt i løbet af december, hvorefter cykelstien kan tages i brug. I maj/juni næste år skal der så slidlag og streger på, så stien bliver helt jævn.

Samtidig er der gang i forberedelserne til den kommende cykelsti mellem Vorbasse og Skjoldbjerg. Byrådet har frigivet en anlægsbevilling til igangsætning af projektering og til jordkøb til cykelstien som er ca. 5,5 kilometer og skal placeres på østsiden af Skjoldbjergvej. Der er indkaldt til åstedsforretning mandag den 9. oktober og tirsdag den 10. oktober i forhold til at erhverve de nødvendige arealer i samarbejde med lodsejere langs stien.

Der er i budget 2018 afsat i alt 7 millioner kroner til cykelstien mellem Vorbasse og Skjoldbjerg.

– Når man samtidig tænker på, at vi i indeværende valgperiode, i juni 2015, indviede 3,6 kilometer cykelsti mellem Hejnsvig og Gyttegård, så der nu er cykelsti hele vejen mellem Billund og Hejnsvig. At vi har færdiggjort Bindeballestien langs Koldingvej, og fået lavet stykket fra Industrikrogen i Filskov til Blåbjergvej. Ja så synes jeg faktisk vi er godt på vej med at skabe cykelsti forbindelse mellem kommunens byer og vi har puljebeløb afsat til nye cykelstier i både 2019, 2020 og 2021, siger Per Nyhus (DF).