Fulde huse til premieren på BAS revy 2015


Billund Amatørscene havde torsdag aften premiere på årets revy ”BAS å Frisk?” og der var fulde huse i kælderen i Billund Centeret. Her blev publikum ført gennem året der gik, af 7 veloplagte basser vel akkompagneret af det 4 mand store orkester.

”Der var selvfølgelig al den spænding der hører sig til inden en premiere, men alt lykkedes og alle er glade”

lyder det fra Kåre Bruhn, der både er at finde på scenen og på listen over forfattere til årets revy.

”Heldigvis ved publikum jo ikke hvad der står i manuskriptet, fortsætter han med et stort glad smil på læben”

Traditionen tro går man ikke ram forbi hvis man har gjort sig bemærket i årets løb, og i år blev der også taget hul på fremtiden, hvor vi denne gang bevægede os helt frem til 2030, hvor tankerne bæres hen mod et ”Billundia” – LEGO House, borgmesterkontoret, Bazooka bar og sågar BillundOnline var i år også at finde på set-listen.

Billund Amatørscene melder at der fortsat er lidt pladser at få til fredagens og lørdagens forestillinger, og billetter kan bestilles på: www.billund-amatoerscene.dk

Foto: Hugo Sørensen