Fusion markeres med festaften i Billund Centret


Det er aldrig sådan rigtig blevet fejret, at Billund Ungdomsskole og Billund Kulturskole fusionerede per 1. april. Men det rådes der bod på onsdag den 3. juni, hvor der til sommerafslutningen afholdes åbent hus.

I løbet af kort tid er det lykkedes den nye institution i Billund Kommune at sammensætte en inspirerende og oplevelsesrig aften med alverdens indslag, der fylder hele Billund Centret med udstillinger, fernisering, smagsprøver, teater og musik.

– Jeg er stolt over, at vi blot et par måneder efter sammenlægningen allerede formår at stable et arrangement på benene, der har medvirkende fra så mange grene af vores institution. Jeg er sikker på, at sådan en begivenhed er med til at skabe et godt fællesskab og nogle indtryk af den mangfoldighed, vi kan udvikle med tiden, siger ungdoms- og kulturskoleleder,Per Weile Bak.

Der vil således være udstillinger fra billedkunsteleverne, design- og syeleverne og Ungdomsskolens hold med elever fra 13-18 år har lavet keramikdekoration på støbte figurer. Endelig møder bageholdet op med friske smagsprøver til publikum, så længe lager haves….

Kl. 18.30 byder dramaholdet indenfor, hvor de præsenterer små klip af noget nyt, gammelt og lånt dramatik med blå stemninger, komiske situationer og pudsige indfald. Herefter er det orkestrenes tur på scenen kl. 19.00 i Teatersalen. Der er indslag fra både LEGOLAND Billund Garden, Strygekvartetten og MUK, og som noget helt nyt ser et spændende samarbejde mellem Talentlinjen og Underholdningsorkesteret aftenens lys.

 

Foto: MUK er også klar til den nye Ungdoms- og Kulturskoles store sommerafslutning